Det svære lederskab.

Det svære lederskab

"Min hund vil ikke høre efter, hvad jeg siger", "den stresser op, når den ser andre hunde og farer frem", "den vil ikke have, jeg kommer til den, når den har kødben". Disse og andre udsagn hører jeg ofte hundeejere sige. Og det handler ofte om, at ejerne har et manglende lederskab i forhold til deres hund.

Lederskab? Et af de begreber, som bruges med mange forskellige betydninger og hvor der stadig eksisterer misforståelser omkring erhvervelsen og bibeholdelsen af dette.

Alle kan vel være enige om, at en god leder ikke er ham, som styrer i kraft af magt, diktatur, frygt og enevælde, hvorimod en respekteret leder er den, som kan sætte sig i sine underordnedes sted, er demokratisk på trods af at være en autoritet og som forstår at skabe tryghed og tillid.

Hvorfor er det så sådan, at mange hunde stadig styres netop gennem brugen af straf og magt?

"Hunden skal kende sin plads og den skal være nederst i vores familie". Sådan har det lydt gennem de sidste mange år, og set i forhold til hundens natur er det også fuldstændig korrekt. MEN det har ofte været sagt i sammenhæng med "hunden skal vide hvem der bestemmer - og den skal f…. også adlyde uanset hvad". Desværre er det stadig, som før nævnt, tilsvarende almindeligt at benytte sig af magt, voldsomme metoder og straf. I følge denne opfattelse af hunden og lederskab, er en hund, der ikke gør, som ejeren ønsker, bevidst ulydig, og den sættes ofte kraftigt på plads.

Der har været sat for meget fokus på betydningen af fysisk styrke, hvor lederen ansås som den fysisk overlegne, som derigennem manifesterede sit lederskab. Og DET harmonerer IKKE med hundens natur og meget fine brug af kommunikative signaler.

I hunden/ulvens flok eksisterer et utrolig fint struktureret system, hvor alle har en helt bestemt plads i forhold til de øvrige medlemmer. Dette meget fine rangordnings- system kommunikeres blandt medlemmerne indbyrdes hele dagen igennem via deres fælles sprog, kropssproget. På trods af at hver især har positioner over- eller underlegent i forhold til hinanden, eksisterer der samtidig en stor grad af rollefordeling, hvor den enkeltes specielle kompetencer udnyttes til gavn for hele flokken.

Lederparret i en flok er oftest et par ældre erfarne og kompetente dyr. Deres opgave består bl.a. i at styre og kontrollere flokken, sørge for ro og orden, og det er afgørende, at de kan lede gruppen, så den består. Tryghed, omsorg, fællesskab og klare regler for samvær og kommunikation er tilsvarende nogle af nøglefunktionerne, som lederne bestrider. Og ikke gennem vold og magt! Et stærkt (positivt forstået) lederpar, som styrer flokken trygt og harmonisk, hvor hver enkelt kender sin position, så der er ro i flokkens struktur, vil betyde at hunden trygt kan forlade sig på, at lederen ved bedst. Lederen kan dermed afstikke regler for, hvorledes den enkelte situation skal tolkes, hvordan hunden skal reagere, og denne vil kunne regne med at alt er i den skønneste orden.

Faktisk er det sådan, at en leders adfærd respekteres stort set uanset hvad, bortset fra når vedkommende mister besindelsen - og altså ikke mere magter at styre og kontrollere flokken. At miste besindelsen, at handle overdrevent voldsomt eller magtfuldt, handler nemlig i virkeligheden om afmagt. Og bringes en leder i afmagt magter vedkommende ikke sin opgave - er ikke leder nok!

Vores opgave som ledere er at tage ansvar for at hundens liv bliver trygt, overskueligt og så optimalt som muligt. Lederskab er at forstå hunden som væsen og anvende vores overlegne mentale kapacitet m.h.p. at få den til at være, som vi ønsker.

Og det er ofte her misèren ligger! Vi skal være så overbevisende ledere, at hunden har tillid til at den trygt kan følge vores anvisninger på, hvorledes den bør reagere. Men for at kunne guide og støtte op omkring hunden, må vi kunne aflæse dens sindstilstand og handle hensigtsmæssigt i forhold til denne. Vi skal kunne se og forstå, hvad det er, der sker, når hunden for eksempel stresser op eller bliver bange i en given situation. Hvilke konsekvenser vil det for eksempel få såfremt en stresset eller bange hund bliver voldsomt irettesat? Den bliver blot yderligere stresset eller bange, og vi har svigtet vores ansvar som ledere. Den vil i stedet have behov for at blive beroliget eller gjort tryg ved situationen.

Derudover er vi mennesker tilbøjelige til, i vores kærlighed til hunden, at handle inderligt inkonsekvent eller at give hunden nogle privilegier, den ikke bør have og som den naturligt tolker som flokdyr (og anser sig placeret højere i hierarkiet end den egentlig er). Hunden trives bedst ved: at vide helt præcist, hvor den befinder sig i hierarkiet, samarbejde med sine ledere og vide, at de nok skal klare problemerne!

Men for at hunden skal kunne handle som lederne ønsker, er det tvingende nødvendigt, at den ved, hvad det er, den skal gøre - (eller ikke gøre)!!!! Og derfor hænger kommunikation og indlæring tæt sammen med lederskab. Hunden forstår ikke vores talte sprog (hvad vi ofte urimeligt forventer). Vi mennesker kommunikerer v.h.a. det verbale sprog, hvorimod hunden overvejende benytter sig af kropssproget! Så det handler om at udvikle et fælles sæt signaler, som vi kan benytte i vores samvær. Hvis hunden ikke har lært at tolke vores signaler, kan vi ikke forlange, at den skal gøre, som vi ønsker! Ganske som en japaner ikke ville kunne indfri beskeden "kom indenfor og sæt dig ned".

Adfærdsproblemer hænger ofte sammen med mislykket eller uhensigtsmæssigt samspil mellem hund og ejer. Menneskeliggørelse af hunden er dybt urimeligt og skaber ofte en ond cirkel. Handler hunden i modstrid med vores ønsker, sker det i langt de fleste tilfælde, fordi hunden faktisk ikke er klar over, hvad vi vil have den til. Hunden er fra naturen meget samarbejdsvillig og indstillet på at gøre det som lederen ønsker. Fordi det giver det bedste resultat for hunden! Og her er vi inde på indlæringspsykologien: I naturen vil hunden fortrinsvis gøre det, der giver bonus. Det drejer sig om at overleve på den mest optimale måde - hunden lærer af sine erfaringer og det, der giver et positivt resultat, vil hunden naturligvis gøre igen, når den næste gang står i samme situation!

I al indlæring er det essentielle at belønne ønsket adfærd (øjeblikkeligt) og ignorere uønsket. Brugen af straf er totalt uegnet i alle indlæringsprocesser og harmonerer ikke til en dygtig, tillidsskabende lederfigur.

Lederskab handler kort sagt om at påtage sig ansvaret for at lede hunden via brug af vores overlegne mentale kapacitet, at finde et fælles kommunikationssystem og anvende indlæringspsykologien. Og underligt nok, bliver det sjovere, mere interessant og givende, såfremt man giver hunden disse vilkår at leve under.

God fornøjelse

Lone Greva. cand.psych.
Vestervej 32
8462 Harlev J.
8748 3878 / 2092 6328
fax 8748 3832
mail@hundepsykologen.dk